For mange af os giver det virkelig mening, når vi er sammen i Frankrig. Her ser vi, hvad sclerose kan gøre ved dem, der faktisk har det inde på livet. Alle, der cykler for en sag, gør et godt stykke arbejde, men det er som om, at Cykelnerven har noget uforløst, som vi skal have ned i pedalerne.
”For mange af os giver det virkelig mening, når vi er sammen i Frankrig. Her ser vi, hvad sclerose kan gøre ved de personer, der faktisk har det inde på livet.”
Da Peter Amtorp Burchardt for 10 år siden var med på første tur i Tour-land, kendte han ikke noget til sclerose. Jo, han vidste, at det var en sygdom, man ikke ønsker sig at få, men efterhånden har han lært, at mange flere, end man regner med, faktisk har det inde på livet.
Enten som diagnosticeret eller pårørende.
Peter forklarer, at de fleste har haft kræft tæt på, andre har mistet en forælder, nogle har diabetes eller noget med hjertet, og til hver sygdom er et muligt cykelløb at deltage i, hvis formål er at samle ind til den pågældende patientforening. Men der er noget ved sclerosesagen og Cykelnerven, som i Burchardts optik skiller sig ud:
- For mange af os giver det virkelig mening, når vi er sammen i Frankrig. Her ser vi, hvad sclerose kan gøre ved dem, der faktisk har det inde på livet. Alle, der cykler for en sag, gør et godt stykke arbejde, men det er som om, at Cykelnerven har noget uforløst, som vi skal have ned i pedalerne, siger han og tilføjer:
- Fordi, der ikke er så mange, der kender til sclerose, som til eksempelvis kræft, vil vi gerne vise, hvor stærke vi er på Cykelnerven for sclerosesagen. Og det er vi ved at stå sammen, og sammen opstår en helt speciel kraft hos alle os ryttere, når vi også cykler sammen med nogle af de personer, der selv er diagnosticeret med sclerose.
”Det, vi gør, gør en forskel”
Med Peters deltagelse som holdkaptajn for Team Midtsjælland igen, igen, er det altså 10. gang, at han sætter sig i Cykelnerven-sadlen for sclerosesagen.
Han har altså været med fra den spæde start. Men hvorfor egentlig?
- Det er det stærke kammeratskab, og dét at se, mærke og høre, at vi gør en forskel, der får mig til at vende tilbage år efter år. Gensynsglæden med bjergene og at kunne udleve sin passion for at cykle i Tour-historiens spor er helt betagende, siger han og fortsætter:
- Og det at vide, at mange er imponeret over Tour de France-rytternes bedrifter i bjergene, hvor vi har været blot få uger forinden, giver altså også en enorm stolthed, fortæller han.
Han slår dog også fast, at det, rytterne gør for sagen og alle dem, der har sclerose, gør en kæmpe, kæmpe forskel for motivationen for at fortsætte højdemeter efter højdemeter:
- At vide dét samtidig med at være bevidst om, at kampen mod sclerosen fortsætter hos dem med sygdommen, selvom vi er kommet hjem fra Tour-land, er så motiverende for at fortsætte kampen mod sclerose gennem Cykelnerven, at man ikke kan lade være.
Fællesskabets og venskabets højborg
Når man snakker med Peter, snakker med en mand, der brænder for at cykle. Han brænder for den fysiske og mentale del, men især dét at løfte i flok og få de cykeloplevelser sammen, der rodfæster sig hos alle, der er med, betyder alverden.
Det er også derfor, at de stærke venskaber, der opstår hvert år – og nogle flere år i træk – er så rammesættende for, hvad Cykelnerven kan.
Nemlig at samle gode folk for den gode sag på god måde.
- Eftersom jeg har været med fra første tur, kan jeg også se, at rigtig mange af de venskaber, der opstår på Cykelnerven, holder i mange år. Det er fantastisk at opleve, og nok især også fordi, vi kan mærke, at vi gør det hele sammen, siger han.
Derfor er det også så stærkt for ham at høre beretningerne om, hvad der er sket af fremskridt med forskningen i de seneste år. Og at disse fremskridt udelukkende kan lade sig gøre, fordi der er passionerede cykelmotionister som dem, der samler ind til forskningen:
- Der har efterhånden været masser af ryttere igennem i løbet af årene, og gensynsglæden hos os på kryds og tværs år efter år er derfor også både stort og skønt. Vi ser også, hvordan sclerosen har påvirket nogle af de personer, der cykler med flere år i træk – og det desværre mest til det negative, fortæller han, men slår følgende fast:
- Men vidende om, at de penge, vi får samlet ind, gør en forskel, løfter os alle. Sclerosediagnosticeret eller ej.
”Positiv arrogance – fordi, vi kan”
Cykelnerven-ryttere kan selv, men løfter også i flok. Sådan forklarer Peter Amtorp Burchardt det i hvert fald, når han sætter ord på, hvad det er, der karakteriserer en Cykelnerven-rytter.
For selvom alle kan træne sig klar til at være med på Cykelnerven, er Peters oplevelse, at mange af dem, der er med, ”kan noget i forvejen”:
- De ved, hvordan man skal cykle. De kan presse sig selv lige det ekstra, men samtidig have øje for at bakke andre op. Det er blandt andet også det, der er med til at gøre, at det bliver en sejr for os alle, siger han og uddyber:
- Cykelnerver kan sagtens køre pænt i grupper, men de ved også, at de kommer til at sidde lidt alene på bjergenes stigninger på et tidspunkt i løbet af etapen. Måske lidt som mange af dem, der faktisk kæmper med deres sclerose – lidt alene, da andre ikke ved, hvor hårdt det faktisk er, men som samtidig også får støtte og opbakning fra dem, der kæmper sammen med dem.
I Peters optik er det ikke helt forkert, men faktisk blot på sin plads, hvis en Cykelnerven-rytter kører med lidt positiv arrogance:
- De ved nemlig, at de kan. De er de seje. Det er andre ryttere, der cykler for en anden vigtig sag, også. Vi er bare lidt sejere os på Cykelnerven, slutter han med et stort smil og et glimt i øjet.
Et smil og et glimt i øjet, der kun kan være hos én, som har cyklet med på Cykelnerven alle velgørenhedsløbets 10 gange.
- Log ind for at skrive kommentarer
