Forberedelse frem mod afgang til Frankrig

Cykelforberedelser

Prikken over i'et er at møde op på en justeret, renset og smurt cykel. Det gør din oplevelse bedre og sjovere ...

Bo Velds Andresen

Når du skal opad stigningerne i Pyrenæerne, så stiller det ikke kun krav til dig som rytter, men også til cyklen og valget af gearing. Så du klikker i pedalerne i Frankrig, skal den være klargjort og opsat med rette bjerggearing hjemmefra. 

Cyklen

Vi anbefaler, at du vælger et compact kranksæt som består af to klinger. Gearingen er 50 tænder på den store klinge, og 34 eller 26 på lille klinge.

Dette kranksæt bør du kombinere med en kassette på baghjulet egnet til kørsel i bjerge. Bjergkassetter kommer i forskellige gear-kombinationer alt efter geargruppen allerede monteret på din cykel. 

Som udgangspunkt bør du vælge en kassette med minimum 28 tænder på det største tandhjul. Hvis man er uerfaren med kørsel i bjerge, så anbefales 30 tands kassette alt efter hvad geargruppen og din bagskrifter tillader. Spørg din fagmand til råds, hvis du er i tvivl om mulighederne for netop din cykel. 

VIGTIGT! Hvis du skifter kranksæt og/eller kassetten, så skift samtidig også kæden. Efter udskiftningen tester du opsætningen og afprøver gearskift fra letteste til tungeste, så vurdering og justering ikke sker i Frankrig ved afgang på første etape. 

Har du kørt opad skal du også nedad, så pointerer vigtigheden i, at du stiller til start med gode og velfungerende afprøvede bremser monteret med nye bremseklodser/holdbare klodser til skivebremser.

Derudover bør du også have ekstra bremseklodser med i bagagen i tilfælde af dårligt vejr, der øger risikoen for nedslidte klodser selv under de fire etapers kørsel. Test eventuelt hjemmefra, hvordan du skifter klodserne - det er forholdvis simpelt og kræver ofte kun et mini-tool.

Reducér risikoen for punkteringer ved at skifte til nye dæk og slanger inden afgang. Under din træning på de danske landeveje har du med stor sandsynlighed opsamlet en god mængde flintesten og andre splinter i begge dine dæk.

Derved er det et spørgsmål om tid før dækket punkterer - og hvorfor ikke undgå dette så kræfterne kan bruges i sadlen i stedet for i grøften med dækjerne og reservedele.

Valg af dæk og slanger er meget individuelt, og priserne spænder bredt. Søg viden og præferencer på dit lokale hold eller hos din fagmand. 

Prikken over i'et er at møde op på en justeret, renset og smurt cykel. Det gør din oplevelse bedre og sjovere. Samtidig sikrer du, at gammel olie og snavs ikke skaber unødig belastning på vej mod målstregen på toppen af stiningerne. 

 

KAN DU SKIFTE SLANGE - OG BRUGE DINE CO2 PATRONER?

Måske et par banale spørgsmål for garvede cykelryttere - men stadig meget relevante, baseret på erfaringer fra lokale fællestræninger og seneste års ture i Frankrig!

Hvis du er det mindste i tvivl om at tage hjul af, afmontere dæk, skifte den punkterede slange - sætte dækket rigtigt på igen og pumpe op igen med f.eks. en Co2 patron. Så sæt tid af inden afgang til at få fedtede fingre og styr på hvordan du skifter slanger på begge dine hjul. Det handler om, at du bliver komfortabel med selv at løse problemet så du er tryg ved, at kunne komme videre på træningsture og selv komme hjem hvis uheldet er ude.

Brug evt. YouTube som inspirationskilde - der findes mange glimrende instruktionsvideoer, hvor man skridt for skridt bliver guidet igennem successen. Her kan du se en af vores favoritter, som giver en god, simpel guide: https://www.youtube.com/watch?v=qLO_HO0kEjs

PELOTON coaches hjælper naturligvis gerne til i Frankrig, men der kan være situationer, hvor du som rytter selv skal kunne komme videre efter en punktering. 

 

TØJ OG EKSTRA LØSDELE

Du har sikkert allerede kørt i årets gennemførte Cykelnerven bib-shorts og jersey fra Xtreme. Og selvom årstiden allerede har vist sig fra den gode side i Danmark, så bør du overveje hvilket cykeltøj du skal tage med til Frankrig i tilfælde af regn og kulde. Etaperne krydser nogle af de høje bjergpas i Pyrenæerne og du bør medbringe tøj til alt slags cykelvejr.

Hellere tage det tørre, rene og varme ekstratøj med retur end at stå med vådt og koldt tøj inden en etapens startskud. Det samme gælder på nedkørsler, hvor højden på bjergtoppene gør, at nedkørsler kan være bidende kolde eftersom du sandsynlig har svedt på vejen op! En vindvest og et par handsker gør turen ned behagelig - og ligeledes kan løse ærmer og løse ben være nødvendige i tilfælde af kulde og kraftig vind.

Der vil være servicebil med jeres eventuelle ekstra tøj på en udvalgt bjergtop på hver etape, men du bør stadig kunne medbringe vindvest og løse ærmer i egne baglommer.

 

UDSTYR OG RESERVEDELE MED PÅ CYKLEN

Under etaperne i Frankrig bør du og alle holdkammeraterne selv medbringe det udstyr og de reservedele du har i lommerne eller på cyklen under en god lang træningstur i Danmark. Du skal være forsynet til selv at kunne komme videre ved punktering eller mindre defekter.

Overordnet på turen anbefaler vi, at du som minimum medbringer ét sæt ekstra dæk uanset om du har fået skiftet inden afgang. Derudover mindst 4 slanger, dækjern, ét mini-tool, en pumpe eller Co2-patroner. ( OBS! Put Co2-patronerne i en dunk på cyklen som fragtes derned). Husk også evt. ventilforlængere hvis du kører med højprofil og deruodver et ekstra sæt bremseklodser passende til din cykel. 

På ryttermøder rundt om i landet har vi flere gange nævnt et geardrop. Dette drop er individuelt fra cykel til cykel og ofte også fra model til model. Det skal derfor bestilles hjemmefra i god tid. 

Et geardrop holdet stel og bagskifteren sammen, og det kan knække i forbindelse med selv mindre styrt, et blidt sammenstød med en anden cykel eller ved forkert forsøg op at justere bagerste gear.

Uden dit eget ekstra geardrop af skifte ud med, hvis uheldet er ude - så er der ingen fortsat cykling på etaperne.

Spørg din lokale cykelhandler til råds for type og indkøb af rette geardrop.

Tjek også standen af dine eksisterende klamper på cykelskoene og vurdér slidtagen - og risikoen for at 'snuden' kan knække ved kraftig kraftoverførsel fra ben/fod til pedalen. Er det tid til at skifte inden afgang?

Uanset hvad bør du medbringe ét sæt ekstra klamper til dine cykelsko passende til dine pedaler. Tjek pedaltypen på din cykel inden købet - der er flere typer, f.eks. Look Keo, Delta, SpeedPlay SPD mm.

 

OPSUMMERING

  • Påmontér bjerggearing
  • Klargør din cykel - nye dæk, slanger, nye klamper, smør nødvendige dele og vask den
  • Lær de fornødne egenskaber hjemmefra - skifte slange, bremseklodser
  • Pak ekstra cykeltøj - selvom vejrudsigten siger noget andet hjemmefra
  • Køb min. 4 slanger, 1 ekstra sæt bremseklodser, 1 ekstra geardrop, 1 ekstra sæt klamper
  • Medbring mini-tool, dækjern, Co2-patroner eller pumpe og ventilforlængere ved højprofil hjul.