Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

Stig Rossen, Cykelnerven-ambassadør

27
jan
2017

"Hvis jeg kan gøre det, så kan mange gøre det. Man skal ikke være bange for opgaven og udfordringen. Jeg har ikke nogen baggrund som gør, at jeg skulle kunne gøre det rigtig godt, men jeg gør det - og så er nedturen min optur!"

Manden med den prægtige stemme

Stig Rossen. En prægtig stemme og en prægtig mand. Stig Rossen har ikke kun en stor stemme - han har også et stort hjerte, og dette banker blandt andet for mennesker med sclerose.
Vi er heldige at have en ambassadør i form af Stig Rossen, for her er en mand, der virkelig er dedikeret til sin ambassadørrolle.
At være en god ambassadør for Cykelnerven og for mennesker med sclerose, handler nemlig ikke om at nå de højeste bjergtinder på kortest tid - det handler også om nærvær og indlevelse.

Gentagende gange har Stig givet støttekoncerter, og brugt sit talent på at fundraise til forskning i sclerose. Den 1. juni optræder han igen og denne gang på Tøystrup Gods i Ringe på Fyn, hvor han giver intim-koncert i de unikke rammer.

Udfordringen og vennen Kristian

Stig Rossen har en særlig relation til sclerose. Igennem mange år fulgte han sin gode ven Kristian, og han så, hvordan han fysisk blev svagere og svagere, fordi sclerose overtog Kristians fysiske og mentale formåen. Når Stig cykler i bjergene, og når udfordringen bliver særlig stor, finder han motivation ved at huske på, hvem han cykler for. Kammeraten Kristian er derfor den primære grund til, at Stig cykler for en verden uden sclerose.

"Der var nogle perioder dernede, hvor jeg op af et bjerg hviskede Kristian, Kristian, Kristian ...",

Stig Rossen er også en livsnyder, og han elsker den fysiske udfordring, og at presse sig selv til det yderste. Han holder af at køre alene og ser både træningen og de lange etaper som ren meditation.

"Jeg elsker den tilstand man kommer i på en cykel. Det er enormt afslappende - og også hårdt. Nu er jeg ikke en udpræget bjergrytter, men at cykle i bjerge var for mig en kæmpe oplevelse, for jeg fandt ud af, at der er noget utrolig smukt ved den proces, det er at kravle op af et bjerg – stå der på toppen og tænke – hold da op, der var jeg nede for tre timer siden. Det er fedt. Jeg elsker udfordringer – og det der med ”Gud ved om, jeg overhovedet kan.", fortæller Stig.

Nedturen er min optur

Stig træner på ugentlig basis sammen med Ole Stougaard, som er personlig træner på Team Fyn. Han hjælper Stig med at komme i form og kunne tage kampen op mod de franske og stejle bjerge. Det er dog ikke et ønske om at komme først til tops, som står øverst på Stigs succesrate. Det er de menneskelige relationer og at se, hvordan Cykelnerven-rytterne opbygger et fællesskab og er fuld af beundring for hinanden, og den indsats der bliver lagt for dagen.

"Folks facader og masker falder til jorden – det er et fællesskab, der er uforligneligt, og jeg er fuld af beundring, når jeg ser ryttere, der selv har sclerose cykle op af bjerget og give sygdommen baghjul. Det er fantastisk, at de er så fysisk og mentalt stærke. Samtidig er jeg også dybt fascineret over Guldfireren, legender inden for roning, og deres imponerende opretholdelse af deres fysiske formåen", siger Stig.

Hvis Stig skal komme med et godt råd og sætte Cykelnerven-oplevelsen og udfordringen i et større perspektiv, er det at man ikke skal være bange for at kaste sig ud i det ukendte. Det kan måske føre til en større oplevelse, som man efterfølgende ikke vil leve foruden.

"Hvis jeg kan gøre det, så kan mange gøre det. Man skal ikke være bange for opgaven og udfordringen. Jeg har ikke nogen baggrund som gør, at jeg skulle kunne gøre det rigtig godt, men jeg gør det - og så er nedturen min optur!"