Sådan føles det at cykle de mest afgørende Tour de France-bjerge

Dennis Ritter5.jpg

"Cykelnerven kører lige i hælene på de største personligheder i Tour de France-historien. Her får vi som helt almindelige mennesker lov til at træde i pedalerne på de præcis samme bjergsider som stjernerytterne."

Dennis Ritter Journalist og Tour de France-ekspert på TV2

Når Tour de France skydes i gang, venter der en række helt legendariske etaper og stigninger forude. Særligt Pyrenæerne, som i år ligger til allersidst i Touren, er kendt for sine klassiske bjergtoppe og benhårde stigningsprocenter. Og det var netop her, at Cykelnervens 300 deltagere kæmpede sig til tops på ni bjerge på bare fire dage.

”Cykelnerven kører lige i hælene på de største personligheder i Tour de France-historien. Her får vi som helt almindelige mennesker lov til at træde i pedalerne på de præcis samme bjergsider som stjernerytterne. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen andre sportsgrene, hvor man på samme måde får adgang til idolernes arena som her. Alle rytterne på holdet deler en passion for cykling, og for mig er det en stor ære at få lov til at køre med, fortælle historier fra Touren og gøre mit til, at deltagerne hver især får en ægte Tour de France-oplevelse med hjem, når alle bjerge er besejret,” fortæller Dennis Ritter om rollen som ambassadør for Cykelnerven.

Pyrenæerne byder både på velkendte bjerge som Col du Tourmalet og Col d’Aubisque og i Tour-sammenhænge mere ukendte bjerge som Col de Peyragudes. Her venter både stejle bjergssider og historiske vingesus. 

”Pyrenæerne ligger lige midt i hjertet af Tour de France-land. Det er derfor fuldstændig ’Tour de France Classic-terræn’, vi befinder os i. De bjerge, som rytterne skal op ad her, er nogle af de bjerge, som har været med i Touren allerflest gange.  Som eksempel har kongebjerget Tourmalet været med mere end 80 gange, og Aubisque næsten det samme. Så det er for alvor på de her bjergsider, at Tour-historien bliver og er blevet skrevet. Både i nyere tid men også helt tilbage i Tourens første år, hvor cyklerne ikke havde gear, og rytterne selv skulle transportere ekstra dæk og reservedele med sig rundt. Det er her, de helt store slag er blevet kæmpet. Det sidder jeg personligt selv og tænker på, når jeg kører op ad de stejle bjergsider. I år ligger Pyrenæerne til allersidst i Touren og får derfor en helt afgørende rolle, når sejren skal deles ud i Paris,” fortæller Dennis Ritter om Pyrenæerne, som lagde bjerge til årets udgave af Cykelnerven, og som også Tour de France-rytterne skal kæmpe sig til tops på.

Dennis Ritters guide til tre udvalgte bjerge i Pyrenæerne

Col du Tourmalet

Sådan føles det at cykle til tops på Tourmalet:
Intet bjerg i Pyrenæerne er forbundet med så megen aura og mystik. Tourmalet er en gigant på alle måder. Det højeste bjergpas i Pyrenæerne med sine 2.115 meter. Og centrum for dramaer i massevis fra 1910 og frem til i dag. Fra byen Campan lægger bjerget ”blødt” ud. Man kører mellem marker og på stigningsprocenter, der er overkommelige. Men det holder op. Bjerget bliver mere brutalt, nøgent og barsk. Kort før skibyen La Mongie tager den for alvor fat, og man kører igennem nogle kolde, fugtige tunneller. Men herfra er der ikke langt til toppen. Og gør det ondt i benene, så tænk på de fodspor, du træder i. Alle store cykellegender siden sportens fødsel har siddet og haft ondt i benene på Tourmalet.

En anekdote fra historiebøgerne:
Det var resultatet af en løgn, da Tourmalet og resten af Pyrenæerne kom med i Touren i 1910. Løbets skaber og direktør Henri Desgranges syntes, at ideen var vanvittig. Det var alt for farligt. Men hans assistent, Alphones Steinés mente – ikke overraskende – at det var verdens bedste idé. Ideen var nemlig hans egen. Modvilligt lod Desgranges sig overtale til i det mindste at sende Steines ned til Pyrenæerne nogle måneder før Touren for at undersøge, om Tourmalet kunne passeres på cykel. Det kunne det ikke! Bjerget kunne ikke engang passeres i bil. Steinés kunne ikke få nogen til at køre sig op ad bjerget, og han endte med at begive sig op til fods, så langt han nu kunne komme. De fandt ham i en snedrive mange timer senere, forfrossen og forkommen. Da han var tøet op, sendte han et løgnagtigt telegram til Desgrange i Paris: ”Tourmalet er fuldt passérbar! Hilsen Steinés!”. 


Col d’Aubisque

Sådan føles det at cykle til tops på Col d’Aubisque:                      

Col d’Aubisque er en sand Pyrenæer-legende. Turen op er 16,6 kilometer lang og stiger stødt med 5%. Bjerget har været med i Tour de France hele 45 gange tidligere. Det er for alvor en stigning, som har sat sit præg på Tour de France igennem historien. Fra toppen af nabobjerget Col du Soulor venter der 7 lidt lettere kilometer, inden de sidste tre svære op mod toppen af Aubisque. På toppen går der som oftest heste, og de er vant til, at mennesker og biler har mad, så de kan være en anelse nærgående, men er selvfølgelig fredelige. 

En anekdote fra historiebøgerne:
Col d´Aubisque er stedet, hvor et af de allerstørste dramaer i dansk Tour-historie tog sin begyndelse. Den 25. juli 2007 – ved 17-tiden om eftermiddagen – vandt den lille danske klatrer Michael Rasmussen kongeetapen foran Alberto Contador netop på Col d´Aubisque. Med sejren sikrede han sig reelt den samlede sejr i Tour de France. Herefter blev han fløjet i helikopter ned mod sit hotel, men allerede mens han sad i helikopteren, blev hans skæbne beseglet. Han blev afsløret i at have løjet om sit opholdssted forud for Touren. Samme aften blev han suspenderet fra løbet og senere fyret af Rabobank. Så Col d´Aubisque har spillet en væsentlig rolle også i nyere Tour de France-historie. 

Col de Peyragudes

Sådan føles det at cykle til tops på Col de Peyragudes:  

Col de Peyragudes er 14,9 kilometer langt og stiger med ca. 7 %, og har kun været med i Tour de France to gange tidligere. Col de Peyragudes er dog alligevel kendt Tour-terræn, eftersom langt det meste af stigningen er identisk med det mere kendte Col de Peyresourde, som er med næsten hvert eneste år, og som også var med på den allerførste Tour-etape i Pyrenæerne nogensinde i 1910. Fra Bagnères de Luchon kører man op ad en ganske stejl hovedvej gennem et par små idylliske byer. Stigningen virker uoverskuelig i begyndelsen, men pludselig ændrer den karakter. Man kommer op i åbent terræn med lys, luft og udsigt, og stigningsprocenten falder en smule. De sidste 2 kilometer til toppen af Col de Peyresourde er med hårnålesving, og hele vejen kan man glæde sig til de berømte pandekager på toppen. Alle, der har kørt Col de Peyresourde, kender det lille pandekagehus. Pandekagerne er gode – og billige. Efter toppen af Peyresourde kører man nedad i cirka 3 kilometer, svinger til venstre, og så går det STEJLT opad i 3 kilometer til skibyen Peyragudes, der er kendt for sin meget stejle start- og landingsbane, hvor målstregen var placeret på en Tour de France-etape i 2017, som Romain Bardet vandt. 


En anekdote fra historiebøgerne:
I 2012 var Peyragudes på Tour-kortet første gang. Etapen blev vundet af Alejandro Valverde, men huskes i dag bedst for to andre episoder. Dels var det på de sidste 3 kilometer op mod Peyragudes, at uvenskabet mellem Chris Froome og Bradley Wiggins blev udstillet til åbent skue for snurrende TV-kameraer. Froome kørte demonstrativt væk fra sin chef, bare for at vende sig om hele tiden, som ville han demonstrere, at han var den stærkeste og derfor burde være kaptajn. Og dels var det på etapen til Peyragudes, at Chris Anker Sørensen pinte sig i mål med voldsomme smerter og en stærkt blødende hånd, efter at han havde fået den i klemme i forhjulet på en nedkørsel.