Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

"I ride with MS"

21
jun
2019

For os andre er det en kæmpe ære at køre om side om side med de ryttere, der selv har sclerose.

Årets udgave af Cykelnerven bød på ekstremt stejle stigninger og krævede både mod og vilje at gennemføre. Men for 15 ud af de 300 ryttere var det ikke kun bjergene, der krævede viljestyrke. De har nemlig sclerose og kæmpede derfor også mod den sygdom, som de lever med hver eneste dag.


"Jeg fik konstateret sclerose i 2014, så for mig giver det at køre med på Cykelnerven og samle ind til forskning i sclerose så god mening. Det har taget mig nogle år at træne op til at kunne tage med, men i år gjorde jeg det - og det var fantastisk. Sammenholdet, opbakningen, de mange kram og det at cykle i så hårde bjerge, selvom jeg har sclerose, gjorde Cykelnerven til en helt unik oplevelse," fortæller 46-årige Jeanett Brandt fra Taastrup, som var med på Cykelnerven for allerførste gang. 

Skulderklap, highfives og kram

Samtidig var de 15 ryttere i den særlige I Ride with MS-trøje også en kæmpe inspiration for resten af Cykelnervens ryttere, som delte skulderklap, highfives og kram ud til de modige folk, som valgte af trække i guldtrøjen og vise deres sclerose så synligt frem.
"For os andre er det en kæmpe ære at køre om side om side med de ryttere, der selv har sclerose. Det er jo dem, vi kæmper for, når vi cykler. Jeg har så meget respekt for den viljestyrke, som de her mennesker møder op med, og med deres guldtrøjer synligt placeret i feltet bliver det endnu mere klart for os andre, hvor seje de er," siger Claus Elming, som er tv-vært og en af Cykelnervens faste ambassadører.