Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

En sag for far, CP og en verden uden sclerose

02
jul
2021

Julie Bruuns far, Georg Bruun, blev 62 år. Han var forretningsmand, købmand af høj kaliber og af den klare overbevisning, at med hårdt arbejde kommer man længst – måske tilsat en lille portion held.

Det er i hvert fald sådan, Julie Bruun formulerer det, når hun beskriver sin far.

Men så blev han ramt af sclerose. Og efter, at Georg Bruun havde fået sin diagnose i 2006, var det hans personlige ønske, at CP skulle støtte forskningen i progressiv sclerose.

- Min far blev syg i 2006 og gik bort i 2015. De sidste par år var han slemt ramt, fortæller Julie og forklarer, at både hun, moren og Georg Bruun selv i starten tænkte, at sclerosen var hans dødsdom:

- Vi fik at vide, at han havde progressiv sclerose, og at han nærmest kunne falde død om, hvornår det skulle være. Man vidste jo ikke bedre dengang, fortæller Julie.

Når den lille familie bliver ramt

Når en tredjedel af kernefamilien pludselig bliver alvorligt syg, bliver man hårdt ramt. Rigtig hårdt ramt, forklarer Julie Bruun:

- Det fyldte enormt meget for mig, som var teenager, og for min mor. Og jeg er mine forældres eneste barn, så jeg havde ikke nogen søskende at dele det med. Når en lille familie på tre bliver ramt, tærer det hårdt på alles kræfter og energi, for det er barskt, og det gør ondt. Både fordi man som barn oplever sin mor i sorg og en far, der har det svært og er syg, men også fordi, at far blev syg på denne uigennemskuelige måde. Vi vidste aldrig, hvad morgendagen bragte.

I dag er det seks år siden, at Georg Bruun døde. Siden da har Julie formået at vende sin fars triste sygdomshistorie til noget, der har givet hende og CP gode og mindeværdige oplevelser. Og her kommer netop Cykelnerven ind i billedet.

- Med oplevelser af en sclerose-ramt far og en familie i sorg i rygsækken er det en hel naturlig sag for mig, min mor og for CP som virksomhed at støtte, siger Julie.

Julies egen Tour de Cykelnerven

Selv er Julie Bruun med i hovedbestyrelsen i Scleroseforeningen, og tilbage i ’17 cyklede hun selv med i de franske Tour de France-bjerge på Team Midtsjælland. Derfor ligger Cykelnerven og de seje ryttere også Julies hjerte nært, og at være med som en af de landsdækkende sponsorer på dette års Cykelnerven er derfor også ganske oplagt for Julie og CP:

- Jeg mistede min far i ’15, og to år efter deltog jeg i Cykelnerven. Det var den mest ultimative følelse at sidde der på cyklen og mærke, at det bare giver mening netop at sidde dér. Min far var jo hårdt ramt, og det har netop fyldt meget i mit liv, så at sætte sig op på cyklen og kæmpe sig igennem de mest hårde, vanvittige og ikke mindst fantastiske bjergetaper var ultimativt. Det var så stort at køre til ære for netop min far, der måtte se sig slået af den sygdom, som jeg dér i bjergene kørte for at samle ind for at bekæmpe, fortæller Julie og fortsætter:

- Jeg husker tydeligt første gang, vi rullede ud på etaperne i Frankrig. Jeg ruller afsted, og idet jeg triller ud på ruten, begynder tårerne bare at trille ned ad kinderne på mig – synkront med, at hjulene på cyklen trillede mig afsted. Jeg kan nok ikke forklare hvorfor, men det var nok en kombination af, at det blev en dedikation til ære for min far og en forløsning på en hård periode med min fars sygdom.

Der er ingen tvivl om, at det for Julie var en stor oplevelse at være med på Cykelnerven tilbage i 2017. Siden da har hun også været med som hjælper – en såkaldt madmor – og hun må da også erkende, at selvom tiden nu og her ikke er til at træne sig op til en tur i bjergerne, vil det nok stadig krible lidt i hende, når hun ser, at hele teamet bag Cykelnerven og rytterne er i fuld gang med at forberede sig til turen – og ikke mindst, når hun ser billeder og videoklip fra Frankrig, når de alle hele holdet er i fuld gang:

- Jeg vil ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt skal være med til at cykle i Tour de France-bjergene sammen med Cykelnerven igen. Men lige nu må jeg i stedet være med på en måde, hvor det også giver mening for mit privatliv, og det gør det heldigvis, når jeg kan bringe CP i spil som sponsor til Cykelnerven 2021. Ja, det er i år min og CP’s bedste mulighed for at støtte så meget som overhovedet muligt, fortæller Julie Bruun afsluttende.