Man kører mellem marker og på stigningsprocenter, der er overkommelige. Men det holder op. Bjerget bliver mere brutalt, nøgent og barsk.
Col du Portillon
Årets første bjerg er 8,3 km langt og har en stigning på ca. 7%. Bjerget giver måske ikke ved første øjekast samme genklang som andre mytiske og historiske Tour-bjerge. Men Col du Portillon havde en afgørende betydning i Tour de France tilbage i 2003, hvor den franske bjergkonge Richard Virenque sikrede sig bjergtrøjen (igen-igen) ved blandt andet at runde netop Portillon som første mand i et soloudbrud.
Col du Portillon ligger på Tourens 16. etape, som er den første etape i de ubarmhjertige Pyrenæer.
Ritters input
På årets 16.etape rammer rytterne bunden af Portillon efter 200 km på etapen, og dermed er benene godt møre. Det kan blive et meget afgørende bjerg i Touren.
Toppen af Portillon er også grænsen mellem Spanien og Frankrig. Bjerget har derfor også været kørt i både Tour de France og Vuelta a Espana. Meget af bjerget er dækket af skov, så der er ingen grund til at spilde tid med at nyde udsigten. Hellere fokusere på at træde.
Col de Menté
Årets andet bjerg er ca. 7 km og stiger ca. 8%. Col de Menté har været en del af Tour de France 19 gange tidligere med debut helt tilbage i 1966.
Bjerget var også med i sidste års Tour, og her var sprinteren Michael Matthews første mand over toppen – Det giver måske indikationer om et mere mildt bjerg, men det skal nok trække tænder ud for vores Cykelnerver.
Ritters input
På Tour-grafikken er Menté udelukkende rød og sort, hvilket indikerer et sejt og svært bjerg, men også en ret ensartet stigningsprocent. Altså en rytme-stigning.
Col de Mentés mest tydelige aftryk på Tour de France var i 1971, hvor et regulært drama indtraf på nedkørslen. Den spanske bjergrytter Luis Ocana så ud til at være på vej mod en stensikker Tour de France-sejr efter en imponerende etapesejr med over 8 minutter til Eddy Merckx i Alperne det år. Men tre dage senere – i Pyrenæerne – indtraf katastrofen. På nedkørslen fra Col de Menté var det pludselig blevet et voldsomt uvejr, og Merckx angreb igen og igen. I et hårnålesving styrter Ocana slemt og må udgå. I den gule trøje. Et af Tour de France-historiens mest berømte og omtalte dramaer.
Col de Peyragudes
Årets 2. etape starter med et ungt Tour de France-bjerg, som primært er kendt for den hurtigt voksende popularitet blandt cykelentusiaster. Peyragudes er 14,9 km langt og stiger med ca. 7 %, og har kun været med i Tour de France to gange tidligere. Det er dog langt fra ukendte ryttere, som har krydset toppen først med Alejandro Valverde i 2012 og Romain Bardet i 2017.
Ritters input
Col de Peyragudes er dog alligevel kendt Tour-terræn, eftersom langt det meste af stigningen er identisk med det mere kendte Col de Peyresourde, som er med næsten hvert eneste år, og som også var med på den allerførste Tour-etape i Pyrenæerne nogensinde – i 1910.
Fra Bagneres de Luchon kører man op ad en ganske stejl hovedvej gennem et par små idylliske byer. Stigningen virker uoverskuelig i begyndelsen, men pludselig ændrer den karakter. Man kommer op i åbent terræn med lys og luft og udsigt, og stigningsprocenten falder en smule. De sidste 2 km til toppen af Col de Peyresourde er med hårnålesving, og hele vejen kan man glæde sig til de berømte pandekager på toppen. Alle, der har kørt Colde Peyresourde kender det lille pandekagehus på toopen. Pandekagerne er gode – og billige!
Efter toppen af Peyresourde kører man nedad i cirka 3 km, svinger til venstre, og så går det STEJLT opad i 3 km til skibyen Peyragudes, bl.a. kendt for sin meget stejle start- og landingsbane, hvor målstregen var placeret på en Tour de France-etape i 2017, som Romain Bardet vandt.
I 2012 var Peyragudes på Tour-kortet første gang. Etapen blev vundet af Alejandro Valverde, men huskes i dag bedst for to andre episoder. Dels var det på de sidste 3 km op mod Peyragudes at uvenskabet mellem Chris Froome og Bradley Wiggins blev udstillet til åbent skue for snurrende TV-kameraer, da Froome demonstrativt kørte væk fra sin chef, bare for at vende sig om hele tiden, som ville han demonstrere at han var den stærkeste og derfor burde være kaptajn.
Og dels var det på etapen til Peyragudes at Chris Anker Sørensen pinte sig i mål med voldsomme smerter og en stærkt blødende hånd, efter at han havde fået den i klemme i forhjulet på en nedkørsel.
Col de val Louron-Azet
Med en 7,5 km lang opkørsel med en stigning på ca. 8 % i snit, er Louron-Azet er værdig mellemret på årets anden etape. Bjerget har været med i Tour de France seks gange tidligere, hvor blandt andre Laurent Jalabert og Marco Pantani har været de første over toppen.
Ritters input
Louron-Azet er en temmelig spicy mellemret. Kort og stejl og uden chance for restitution undervejs. Vi kan glæde os til en storslået udsigt på toppen. Og den skal nydes, for det næste bjerg bliver en stor mundfuld.
Col du Portet
Årets måske største x-faktor blandt bjergene er mastodonten Col du Portet, som i år er med i Tour de France for første gang. Bjerget er 16 km langt og stiger med 8,7 % i snit – hvilket gør det til årets længste bjerg.
Ritters input
Alene tallene – 16 km med 8,7% i snit – taler et klart sprog om en kolossalt stor udfordring for alle. Selv dygtige motionister vil være et par timer om at klatre denne stigning. Bjerget kan sammenlignes lidt med Col du Tourmalet. Med den tilføjelse at Portet er lidt sværere og ligger 100 meter højere. Toppen er i 2.215 meter, hvilket betyder at luften er tynd på sidste del af stigningen.
Vejen er smal og hugget direkte ind i klippesiden, og det meste af vejen op er der en helt fantastisk udsigt, som kun bliver smukkere, jo højere op man kommer. På toppen er der 360 graders, førsteklasses udsigt.
Col d’Aspin
Efter to dage med et par af de mindre kendte Tour de France-bjerge, venter årets første historiske udfordring ved foden af Col d’Aspin. Bjerget har været en tilbagevendende del af Tour-ruten siden 1910, og hvert eneste år har d’Aspin haft afgørende betydning for det samlede klassement. Bjerget er 12 km langt og stiger med 6,5 % i snit.
Ritters input
Aspin har altid været en forret inden de store og mere udmarvende Pyernæer-giganter – i særdeleshed Tourmalet, som Aspin altid har været en slags lillebror til.
Aspin er en ”behagelig” stigning at lægge ud med, da den er knap så vanskelig som det meste andet i regionen. Der er flere stræk på bjerget, hvor man godt kan føle, at det egentlig ruller meget godt. Og at man kan spare panik-gearet til senere prøvelser.
Col d´Aspin er en ”Pyrenæerne Classic”, der allerede var med på den første Pyrenæer-etape i Tourens historie i 1910. (Den herostratisk berømte etape fra Luchon til Bayonne med alle de klassiske Pyrenæer-toppe).
Col du Tourmalet
Tourmalet er et bjerg, som enhver cykelentusiast drømmer om at krydse af på sin ‘bucket list’ – og med god grund. Siden Tourmalet fik debut i Tour de France i 1910, har bjerget været en fast bestanddel i historiebøgerne. Ryttere som Chiappucci, Merckx, Coppi og Bahamontes er blot et lille udpluk af de store navne, som er nået toppen først. Stigningen er 17 km lang og stiger ca. 7 % i snit.
Ritters input
Intet bjerg i Pyrenæerne er forbundet med så megen aura og mystik. Tourmalet er en gigant på alle måder. Det højeste bjergpas i Pyrenæerne med sine 2.115 meter. Og centrum for dramaer i massevis fra 1910 og frem til i dag.
Det var resultatet af en løgn, da Tourmalet og resten af Pyrenæerne kom med i Touren i 1910. Løbets skaber og direktør Henri Desgranges syntes at ideen var vanvittig. Det var alt for farligt. Men hans assistent, Alphones Steinés mente – ikke overraskende – at det var en skidegod ide. Ideen var nemlig hans egen. Modvilligt lod Desgranges sig overtale til i det mindste at sende Steines ned til Pyrenæerne nogle måneder før Touren for at undersøge om Tourmalet kunne passeres på cykel. Det kunne det ikke! Det kunne ikke engang passeres i bil. Steinés kunne ikke få nogen til at køre sig op ad bjerget, og han endte med at begive sig op til fods, så langt han nu kunne komme. De fandt ham i en snedrive mange timer senere, forfrossen og forkommen. Da han var tøet op sendte han et løgnagtigt telegram til Desgrange i Paris: ”Tourmalet er fuldt passérbar! Hilsen Steinés!”.
Fra byen Campan lægger bjerget ”blødt” ud. Man kører mellem marker og på stigningsprocenter, der er overkommelige. Men det holder op. Bjerget bliver mere brutalt, nøgent og barsk. Kort før skibyen La Mongie tager den for alvor fat, og man kører igennem nogle kolde, fugtige tunneller. Men herfra er der ikke langt til toppen. Og gør det ondt i benene, så tænk på de fodspor, du træder i. Alle store cykellegender siden sportens fødsel har siddet og haft ondt i benene på Tourmalet.
Col des Bordéres
Endnu en gang skal rytterne prøve kræfter med et bjerg af mere hemmelig karakter. Bordéres er ca. 8 km og stiger med omkring 6% i snit – og selvom statistikkerne måske ikke lyder frygtindgydende, vil Bordéres hurtigt få syren frem i rytternes ben. Bjerget har kun to gange tidligere været med i Tour de France, men tilbage i 1989 var det ingen ringere end Michael Indurain, som var første mand over toppen.
Col du Soulor
Årets næstsidste bjerg har været med i Tour de France 11 gange tidligere og har ofte været et irriterende bump på vejen, når Tour-feltet skulle hen til mastodonterne Hautacam og Tourmalet. Bjerget er 7 km langt og stiger med 8% i snit. Når vores ryttere krydser denne top, resterer blot ét bjerg, før de kan hæve armene over hovedet, og champagnepropperne kan lyde!
Ritters input
Soulor hører uløseligt sammen med Col d´Aubisque. Hvis man kører Aubisque fra Soulor-siden (som vi gør), så er langt det sværeste af Aubisque overstået, når man runder toppen af Soulor. Faktisk er der ”kun” tre svære kilometer tilbage inden man står på Aubisque.
Fra begge sider er stigningen smuk, spektakulær og meget varierende. Men 7 km med 8% taler sit tydlige sprog om at Soulor ikke er nem. Der er konstant pres på. Men sceneriet er vidunderligt.
Col d’Aubisque
På afslutningen for Cykelnerven 2018 kunne det næsten ikke være mere passende end at krydse toppen af en sand Pyrenæer-legende. Col d’Aubisque er 16,6 km lang og stiger stødt med 5%, og den har været med hele 45 gange tidligere i Tour de France. Det er for alvor en stigning, som har sat sit præg på Tour de France igennem historien!
Ritters input
Fra toppen af Soulor venter der 7 lidt lettere kilometer inden de sidste tre svære op mod toppen af Aubisque. På toppen går der som oftest heste, og de er vant til at mennesker og biler har mad, så de kan være en anelse nærgående, men er selvfølgelig fredelige.
Husk at Col d´Aubisque er stedet hvor et af de største dramaer i dansk Tour-historie tog sin begyndelse. Den 25.juli 2007 – ved 17-tiden om eftermiddagen – vandt den lille danske klatrer kongeetapen med sin sejr foran Alberto Contador netop på Col d´Aubisque. (Den dag kørte de dog op fra den modsatte side). Med sejren sikrede han reelt den samlede sejr i Tour de France. Herefter blev han fløjet i helikopter ned mod sit hotel, og allerede mens han sad i helikopteren blev hans skæbne beseglet. Han blev afsløret i at have løjet om sit opholdssted før Touren. Samme aften blev han suspenderet fra løbet og senere fyret af Rabobank.
Så Col d´Aubisque har spillet en væsentlig rolle, også i nyere Tour de France-historie.
