Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

Cykelnervens ambassadører er klar til 2019

17
okt
2018

Når Cykelnervens 300 modige ryttere kæmper sig til tops på Tourens allerstejleste bjerge til sommer, får de selskab af en flok virkeligt dedikerede personligheder. Cykelnerven har nemlig en lang række fantastiske ambassadører, som hvert år kører med fra start til slut for at kæmpe for en verden uden sclerose.

Mange af dem har været med helt siden den spæde start i 2014, andre er kommet til i årene siden. Fælles for dem alle er, at de elsker Tour de France, hårde udfordringer og at kæmpe for en verden uden sclerose. Og så er de alle kendte ansigter, som vi kender - både fra sportens verden og fra tv-skærmen. Læs med her og mød alle Cykelnervens ambassadører.

TV2-holdet

Frokost i de grønne Pyrenæer.
Peter Tanev

TV2-holdet – med profilerne Mikael Kamber, Claus Elming og Peter Tanev har med ganske få undtagelser været med alle årene. De stærke profiler fra TV2 er garanter for den gode stemning, når bjergene bider, og alle på holdet kæmper for at nå til tops.

I 2018 fik TV2-holdet en vigtig forstærkning med på holdet. Danmarks Mr. Tour de France Dennis Ritter havde sin debut på Cykelnervens seneste tur til Pyrenæerne. Dennis Ritter gør ambassadørrollen ære, når han øser af sin viden om Tour de France og fortæller legender, mens han cykler mod de stejle toppe sammen med resten af feltet.

Bo Velds Andresen

Nyeste mand i ambassadørflokken er Bo Velds Andresen, som tidligere har været sportslig ansvarlig for Cykelnerven. Han har en baggrund som professionel løbsarrangør og har været en bærende kraft bag Cykelnerven siden 2016. Fremover er Bo Velds Andresen med på Cykelnerven som ambassadør, og vi er glade og stolte over at have ham med på holdet.

Guldfireren

Hvem husker ikke Guldfireren fra OL i Atlanta - med de fire legendariske roere, som sikrede Danmark en guldmedalje i 1996. Niels Laulund, Thomas Poulsen, Victor Feddersen og Eskild Ebbesen har været med som ambassadører lige siden Cykelnervens debut i 2014. Deres fortid som elitesportsudøvere fornægter sig ikke – de kører hurtigt, og de kører for at vinde.

Martin Jørgensen

Fra fodboldens verden har Cykelnerven glæde af de to tidligere landsholdsprofiler Thomas Helveg, som har været med helt fra start, og Martin Jørgensen, som har kørt med de seneste to år. Begge kører med igen i 2019, og det glæder vi os til.

Bubber

Endnu en ambassadørprofil på holdet er Bubber, som har kørt med på Cykelnerven to gange tidligere. Han spreder som altid godt humør omkring sig og er klar til endnu en tur i 2019.

Læs mere om Bubber og cykelnerven 2018

Cykelnerven 2019 tegner til at blive endnu et stærkt år - vi glæder os allerede til at se både ryttere og ambassadører i pedalerne for en verden uden sclerose.