Cykelnerven til Pyrenæerne - op til 10 Tour de France bjergtoppe på programmet!

CN_2017_855_Hi Res.jpg

Hvis man elsker koblingen mellem at udfordre sig selv på cyklen mod kendte Tour de France bjergtoppe, samtidig med at man gør en vigtig indsats for at hjælpe andre - så rammer man endnu engang midten af skiven med Cykelnerven. Man er med i kampen for en verden uden Sclerose."

Udfordringen i 2018 bliver fire dage med spektakulær bjergcykling i Pyrenæerne i Sydfrankrig. Du tager kampen op med netop de udvalgte klassiske Tour de France-stigninger, der afgør, hvilken klassementsrytter som trækker den gule førertrøje over hovedet i Paris.

For både de professionelle tour-ryttere og dig selv som del af det 250 mands store Cykelnerven felt bliver det afgørende, at stå velforberedt til at kunne ”klatre” meter efter meter mod det ikoniske skilt på hver bjergtop. Velforberedt til at kunne disponere, når du som noget helt specielt i år får lov til at køre en fuld Tour de France etape! Torsdag d. 14. juni udfordrer du den fulde 17. etape fra startbyen Bagnéres-de-Luchon vestover 3 markante stigninger til løbets højeste punkt – tour-debutanten ’Col de Portet’ i 2.215m højde. Forpustet står du på toppen og nyder sejren og den sceniske udsigt – og ikke mindst de 3.800 højdemeter, du har tilbagelagt i bedste stil.

Hvis erfaringen og kræfterne ikke holder til den fulde etape og det sidste bjerg, så kan du stige af cyklen på depotet i Saint-Lary-Soulan, hvor alle ryttere bor fra torsdag til fredag.

Ikoniske bjerge

Årets tur byder derudover på ikoniske bjerge som Montée de Peyragudes, Col d’Aspin, Col du Tourmalet og slutteligt Col d’Aubisque som det sidste bjerg om lørdagen før den velfortjente festmiddag. Alle disse bjerge og toppe vil kunne fortælle mytiske historier fra de mange år som scene under Tour de France. Du tager nu del i historien ved at køre for Cykelnerven – en kamp, der giver mening og en oplevelse for livet.

Den samlede distance forventes maksimalt at være ca. 355km over de fire dage med op til 12.600 højdemeter. Det kortere alternativ, hvor du ikke kører alle stigninger, vil byde på ca. 255km med op til ca. 9.430 højdemeter. Så Cykelnerven 2018 lever til fulde op til konceptet med at køre de afgørende Tour de France stigninger, blot en måned inden de professionelle skal gøre det os efter.

Vi glæder os til at give dig en unik cykeloplevelse til juni og følge din vej dertil både med hård træning og de mange gode indsamlingsinitiativer

Du kan nærstudere ruten lige her:

Ruten 2018