Cykelhalskæden der giver sclerose baghjul

Cykelsmykker

For hver halskæde Sandra sælger, går der 150 kr. direkte til forskning i sclerose. Salget har netop rundet 14.000 kr., som går til Cykelnerven Nordjyllands indsamling.

Med baggrund i sin egen relation til sclerose har Sandra Schnoor fra Cykelnervens hold i Nordjylland lige nu stor succes med salg af en smuk og personlig cykelhalskæde. Sandras mor har nemlig sclerose, og hun har derfor sygdommen helt tæt inde på livet. Og så har hun elsket cykling og kørt BMX, siden hun var helt lille. Med sit engagement i Cykelnerven bruger hun nu sin passion for cykling til at gøre en forskel for mennesker med sclerose.

Halskæden, som er udviklet sammen med L&G Smykker, har et fint cykelvedhæng og er blevet taget varmt imod af både cykelelskere og andre, som gerne vil være med til at gøre en forskel. For hver halskæde Sandra sælger, går der nemlig 150 kr. direkte til forskning i sclerose. Salget har netop rundet 14.000 kr., som går til Cykelnerven Nordjyllands indsamling.

Lokalt fokus på Sandras engagement

I Hadsund, hvor Sandra oprindeligt kommer fra, har de også fået øjnene op for hendes store indsats. Her kan du læse en artikel fra Hadsund Folkeblad, som har stillet skarpt på Sandras engagement i kampen for en verden uden sclerose – både i cykelsadlen og i rollen som smykkesælger.
Læs Sandras historie i Hadsund Folkeblad

Cykelhalskæderne findes i fire forskellige farver med to type kæder, så der er både et feminint og maskulint look. De kan købes i Scleroseforeningens webshop

Det er Cykelnervens fantastiske fotograf Jakob Helbig, som har hjulpet Sandra med at tage de flotte fotos af halskæderne.