Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

Deltagerrekord til den årlige fællestræningsweekend

01
maj
2024
Det var en meget vellykket weekend og en god generalprøve for både ryttere, coaches og ligeså meget os i eventteamet. Rytterne fik bevist over for dem selv, at formen er ved at være klar til Frankrig-turen, coaches havde som altid styr på grupperne på landevejen og vi kan med ro i maven gå ind i den afgørende planlægningsfase, inden det store højdepunkt i juni.
Andreas Juul Ingvartsen
Projektleder, Cykelnerven

350 seje ryttere samlet til årets generalprøve inden Frankrig

Timingen var perfekt, da weekenden bød på fællestræningerne i Vejle og Holbæk, da vejrguderne for første gang i dette kalenderår kunne byde på en hel weekend med dejligt cykelvejr.

Det udnyttede årets Cykelnerven-ryttere i stor stil, da rekordmange var med til to rigtig gode dage iklædt det nye Cykelnerven-tøj med alle vores fantastiske sponsorer på.

Weekenden startede hos Konggaard, som havde været så venlige at stille lokaler til rådighed for de knap 200 ryttere, der mødte ind til croissanter, kaffe og morgenhygge, inden Cykelnervens Bo Velds tog ordet og gav en briefing om den kommende Cykelnerven-tur til Frankrig i juni.

Derefter blev alle ryttere inddelt i hold ledsaget af vores frivillige coaches og kaptajner, hvorefter der ventede enten 115 eller 135 km rundt i de kupperede og smukke terræn omkring Vejle inkl. et frokoststop ved det charmerende Bindeballe Købmandsgård. Strabadserne blev afsluttet af en benhård rundstrækning ved Munkebjerg-bakken, inden der ventede en velfortjent kagebord hos Konggaard.

Søndag var over 160 ryttere igennem samme program - denne gang med udgangspunkt fra AMU Juuls lokaler i Holbæk, hvorefter turen gik gennem Veddinge Bakker og den smukke Vestsjællandske natur inkl. frokost ved Café Udsigten ved Høve Stræde.
Ligesom om lørdagen foregik det hele i skønt solskinsvejr. Selvom benene var godt brugte efter de op mod 145 km på cyklen om søndagen, var det med store smil og optimisme, at vi kunne sige "Rendez-vous en France".

Tusind tak til alle for jeres indsats - alt sammen for en verden uden sclerose.

Du kan finde en masse billeder fra fællestræninger på vores Facebookside her

.